Glemsomhed

En dybere forståelse af glemsomhed

Glemsomhed er en almindelig oplevelse, hvor man har svært ved at huske information, holde overblik, finde de rette ord eller følge med i en samtale. Det kan komme til udtryk som forvirring, korttidshukommelsesbesvær, usikkerhed om aftaler eller en oplevelse af ikke at kunne holde fast i detaljer, man tidligere ville have husket uden problemer.

I perioder med overbelastning, stress, følelsesmæssig uro eller søvnmangel er det helt naturligt at blive mere glemsom. Det betyder ikke nødvendigvis, at der er noget galt med hjernen – men at systemet har for mange samtidige belastninger til at fungere optimalt. Glemsomheden bliver her et signal, ikke et sammenbrud.

Når hukommelsen svigter, reagerer mange med frustration, skam eller bekymring. Det kan skabe en negativ spiral, hvor fokus på glemsomhed forstærker usikkerheden og gør det endnu sværere at tænke klart.

Hvordan glemsomhed påvirker mental sundhed

Oplevelsen af at glemme ting kan være forbundet med en følelse af utilstrækkelighed og tab af kontrol. Det påvirker ofte selvtillid og selvopfattelse – især hos mennesker, der tidligere har været skarpe, strukturerede eller haft ansvar for mange opgaver.

Nogle begynder at tvivle på deres evner, isolerer sig eller forsøger at kompensere ved at kontrollere omgivelserne. For andre skaber det ængstelse – især hvis de frygter, at glemsomheden er tegn på sygdom eller begyndende kognitiv svækkelse.

Når glemsomhed opstår i følelsesmæssigt pressede perioder, kan den desuden forværres af indre uro og tankemylder. Hjernen får sværere ved at registrere og lagre information, fordi der mangler ro og opmærksomhed til at danne nye hukommelsesspor.

Årsager til glemsomhed

Glemsomhed kan have mange årsager, herunder: – stress og belastningsreaktioner
– søvnforstyrrelser og udmattelse
– angst og depression
– hormonelle forandringer (fx overgangsalder eller efter fødsel)
– bivirkninger fra medicin
– lavt blodsukker, dehydrering eller ernæringsmangler
– følelsesmæssig overbelastning og traumer

Når kroppen og sindet er i konstant alarmberedskab, prioriteres overlevelse og hurtig reaktion frem for hukommelse og overblik. Det betyder, at hjernen ikke lagrer information på samme måde som i rolige perioder. Den “glemmer” ikke, fordi den er svag – men fordi den er presset.

Rolle af autonomt nervesystem

Det autonome nervesystem spiller en central rolle i reguleringen af opmærksomhed og hukommelse. Når det sympatiske system er dominerende – kroppens kamp/flugt-tilstand – bliver opmærksomheden smal, reaktiv og rettet mod mulige trusler. Det skaber dårligere vilkår for koncentration og indlæring.

I denne tilstand prioriterer hjernen hurtig respons over dyb bearbejdning. Det gør det sværere at danne nye minder og gør, at information lettere forsvinder. Når kroppen er i ro, og det parasympatiske system aktiveres, bliver hjernen bedre i stand til at fastholde viden, skabe sammenhæng og finde overblik.

Gennem regulering af nervesystemet – fx med åndedræt, rytme, sansning og ro – kan man skabe bedre betingelser for at mindske glemsomheden.

Limbiske systems indflydelse

Det limbiske system registrerer og bearbejder følelsesmæssige signaler. Når dette system er overaktivt – fx ved vedvarende uro, frygt eller sorg – bruger det en stor del af hjernens kapacitet. Det går ud over evnen til at registrere, huske og hente viden frem.

Især ved traumer eller følelsesmæssigt belastede perioder kan glemsomhed være en del af en beskyttende strategi. Hjernen forsøger at skærme individet mod overvældelse ved ikke at fastholde for mange detaljer. Det er ikke fordi man ikke vil huske – men fordi systemet vælger at prioritere overlevelse og beskyttelse.

Når det limbiske system får støtte, tryghed og følelsesmæssig regulering, bliver hukommelsen mere stabil og tilgængelig igen.

Præfrontale cortex og overblik

Den præfrontale cortex er ansvarlig for planlægning, organisering, koncentration og arbejds- og korttidshukommelse. Ved stress, udmattelse eller følelsesmæssig uro nedsættes denne hjernedels aktivitet, og det kan føre til glemsomhed, uklarhed og nedsat evne til at skabe sammenhæng.

Mange oplever det som “hjernetåge” – hvor tankerne ikke rigtig samles, og hvor det, man lige skulle til at gøre, forsvinder fra bevidstheden. Det kan give frustration og usikkerhed, men er ofte et tegn på, at hjernen har brug for pauser, støtte og aflastning.

Når nervesystemet falder til ro, og hjernen igen får adgang til sine frontale funktioner, vender overblik og hukommelse gradvist tilbage.

Behandling og regulering af glemsomhed

Glemsomhed bør altid tages alvorligt og vurderes i forhold til både medicinske og psykiske faktorer. Når der ikke findes en fysisk forklaring, handler behandlingen om at støtte kroppen og hjernen til at komme i ro og finde balance.

Tilgange kan være: – aflastning og pauser i hverdagen
– regulering af søvn og døgnrytme
– kropsligt nærvær og opmærksomhedsøvelser
– samtaleterapi med fokus på overbelastning og indre pres
– styrkelse af følelsesmæssig regulering og selvomsorg
– opbygning af tillid til, at hukommelsen vender tilbage, når systemet falder til ro

Det vigtigste er ikke at presse sig selv til at “huske bedre”, men at forstå, hvorfor glemsomheden er opstået – og hvad den forsøger at fortælle.

Glemsomhed i forskellige livsfaser

Hos børn og unge kan glemsomhed være tegn på overstimulation, skolepres eller emotionel uro. Hos voksne ofte som følge af stress, dobbeltarbejde, belastninger i privatlivet eller eksistentielle overgange. Hos ældre kan glemsomhed være naturlig, men også farvet af ensomhed, sorg eller frygt for sygdom.

I alle aldre er glemsomhed et signal, der fortjener opmærksomhed. Når det mødes med forståelse, tålmodighed og regulering – frem for selvkritik og krav – opstår der mulighed for, at hukommelsen genfinder sin plads som en venlig, levende og tilgængelig del af os.