Hukommelsessvigt

En dybere forståelse af hukommelsessvigt

Hukommelsessvigt betegner en tilstand, hvor evnen til at lagre, fastholde eller genkalde information er markant svækket. Det adskiller sig fra almindelig glemsomhed ved at være mere omfattende, gennemgribende og ofte forbundet med konkrete funktionsnedsættelser i hverdagen. Det kan være, når man glemmer vigtige aftaler, gentager sig selv uden at huske det, mister orienteringen i velkendte omgivelser eller ikke kan huske hændelser, der netop er sket.

Hukommelsessvigt kan ramme både kort- og langtidshukommelsen og kan opstå pludseligt eller udvikle sig gradvist. Det kan være forårsaget af neurologiske sygdomme, skader, traumer eller psykologiske belastningstilstande – og bør altid vurderes i en helhed, hvor både fysisk og følelsesmæssig trivsel medtænkes.

Hvordan hukommelsessvigt påvirker mental sundhed

Hukommelsessvigt påvirker ikke kun tankeevnen, men også identitetsfølelsen. Når man ikke kan genkalde begivenheder, genkende kendte personer eller huske egne handlinger, opstår der ofte en dyb usikkerhed. Mange beskriver en følelse af fremmedgørelse – ikke blot over for verden, men også over for sig selv.

Det kan skabe angst, skam og afmagt. En følelse af at miste kontrol over sit eget sind. Over tid kan det føre til social tilbagetrækning, isolation og depression, særligt hvis omgivelserne ikke forstår eller anerkender det, man oplever.

For andre kan hukommelsessvigt ledsages af en form for følelsesløshed eller tilbagetrækning, som gør det svært at reagere følelsesmæssigt på egne svigtende funktioner. Dette kan være en del af en dissociativ eller beskyttende mekanisme.

Årsager til hukommelsessvigt

Hukommelsessvigt kan have mange forskellige årsager: – Neurologiske sygdomme som demens, Alzheimers, epilepsi eller efter hjerneskade
– Traumer, især komplekse traumer, hvor hjernen lukker af for belastende minder
– Dissociative tilstande, hvor hjernen fraspalter ubehagelige oplevelser fra bevidstheden
– Alkohol- og stofmisbrug
– Medicinske tilstande som hjernetumorer, infektioner, vitaminmangler eller stofskiftesygdomme
– Psykiatriske lidelser som svær depression, PTSD eller langvarig stress

I nogle tilfælde opstår hukommelsessvigt som en direkte følge af psykisk overbelastning, hvor hjernen beskytter individet ved at undlade at registrere eller tilgængeliggøre bestemte informationer.

Rolle af autonomt nervesystem

Ved langvarig psykisk eller fysisk overbelastning kan det autonome nervesystem fastlåses i over- eller underaktivering. Når kroppen konstant befinder sig i kamp, flugt eller frys, bliver betingelserne for at danne og fastholde erindringer forringet.

Ved hyperaktivering (angst, panik, stress) rettes opmærksomheden mod overlevelse – ikke hukommelse. Ved hypoaktivering (frys, kollaps) reduceres bevidsthed og sansning, hvilket gør lagring af erindringer svær eller umulig.

Hukommelsessvigt bliver dermed ikke bare et kognitivt problem, men et signal om et nervesystem, der ikke har haft mulighed for at bearbejde, fastholde eller genskabe forbindelser.

Limbiske systems indflydelse

Det limbiske system spiller en central rolle i emotionel hukommelse og lagringen af oplevelser. Ved følelsesmæssig overbelastning, som traumer eller stærke tab, kan dette system “lukke ned” for adgang til specifikke minder. Det kan være hele perioder, hændelser eller stemninger, som ikke længere er tilgængelige for bevidstheden.

Denne form for hukommelsessvigt kan opleves som “huller” i ens liv, hvor man ved, at noget er sket, men ikke kan genkalde det. For nogle er det forbundet med ubehag og skam – for andre med lettelse, fordi det udelukker smertefulde minder.

Først når der opstår følelsesmæssig tryghed og regulering, vil hjernen vurdere det som sikkert at genoprette forbindelsen til det, der tidligere blev udelukket.

Præfrontale cortex og integration

Den præfrontale cortex er ansvarlig for at skabe sammenhæng, planlægning og bevidst bearbejdning af information. Ved hukommelsessvigt – særligt i psykologisk betingede tilfælde – er denne del af hjernen ofte svækket i sin evne til at binde oplevelser sammen til en meningsfuld helhed.

Det kan føre til usammenhængende tidsfornemmelse, vanskeligheder med opmærksomhed og en oplevelse af fragmentering i bevidstheden. Når man ikke kan knytte følelser og hændelser til en forståelig fortælling, føles det som at miste sig selv.

Ved at støtte hjernens evne til integration – gennem trygge relationer, ro og forankring – kan præfrontal funktion gradvist genopbygges, og nogle hukommelsesfunktioner forbedres.

Behandling og regulering af hukommelsessvigt

Behandling afhænger af årsagen og skal altid tage udgangspunkt i en grundig faglig vurdering. Når alvorlige neurologiske eller medicinske forhold er udelukket eller under behandling, kan det være relevant at arbejde med følelsesmæssig regulering og integration.

Mulige tilgange: – neuroaffektiv psykoterapi og kropsorienteret behandling
– traumeorienteret terapi med fokus på tryghed og gradvis genoplevelse
– støtte til orientering i tid, sted og relation
– sansestimulering og daglige rutiner for at understøtte hukommelsesstrukturer
– livshistoriefortælling og genopbygning af selvfortælling
– støtte til håndtering af skam og identitetstab

Målet er ikke nødvendigvis at genskabe alle minder, men at opnå sammenhæng, tryghed og selvomsorg – også i det, man ikke husker.

Hukommelsessvigt i forskellige livsfaser

Hos børn kan hukommelsessvigt opstå i forbindelse med overgreb, omsorgssvigt eller voldsom adskillelse og ses ofte som fravær af erindringer om bestemte perioder. Hos unge og voksne kan det være forbundet med psykisk overbelastning, stofbrug eller traumer. Hos ældre ses det oftest i forbindelse med demenssygdomme – men også som reaktion på tab, ensomhed og sorg.

I alle aldre er det væsentligt at møde hukommelsessvigt med respekt. Ikke som noget, der skal fixes, men som et signal om, at noget har været for meget – og at hjernen har gjort, hvad den kunne for at beskytte det enkelte menneske. Når dette bliver anerkendt, kan tilliden til både sindet og livet langsomt genopbygges.