Separationsangst​

Separationsangst er en intens og vedvarende frygt for at blive adskilt fra en nærtstående person. Den optræder ofte i barndommen, men kan også forekomme hos voksne, hvor den kan påvirke både nære relationer og hverdagslivet. Personen oplever en stærk angst for, at noget skal ske med den, de er knyttet til, eller at de selv skal komme i en situation, hvor de bliver efterladt eller ensomme.

Author picture

Forfatter: Ole Conrad Kondrup
Opdateret: 16. marts 2025
Læsetid: 3 minutter

Indholdsfortegnelse

Begynd dit forløb

Separationsangst – frygten for at miste

I modsætning til andre angstformer er separationsangst primært knyttet til relationer, og den kan føre til undgåelsesadfærd, overdreven afhængighed af andre og svære følelsesmæssige reaktioner ved selv kortvarig adskillelse.

En usynlig afhængighed

Separationsangst kan være dybt begrænsende, da den skaber en konstant følelse af usikkerhed i relationer. Mange overser problemet, fordi de tror, at deres behov for nærhed blot er et personlighedstræk, men med den rette støtte kan angsten løsnes, og evnen til at være tryg – både med og uden andre – kan genoprettes.

Hvad sker der i hjernen og kroppen ved separationsangst?

Separationsangst aktiverer hjernens tilknytningssystem, som normalt sikrer tryghed og stabilitet i sociale relationer. Når systemet overaktiveres, tolker hjernen selv kortvarige adskillelser som farlige.

  • Amygdala reagerer overdrevent på fravær af trygge personer, hvilket skaber panik og angst.
  • Præfrontal kortex mister sin regulerende funktion, hvilket gør det svært at berolige sig selv.
  • Det autonome nervesystem aktiverer en stressreaktion, hvilket fører til uro, rastløshed og fysiske symptomer.
  • Dopamin- og oxytocinsystemet forstyrres, hvilket forstærker afhængigheden af trygge personer.

Når separationsangsten bliver kronisk, kan den påvirke selvstændighed, trivsel og sociale relationer.

Årsager til separationsangst

Separationsangst udvikler sig ofte i barndommen, men kan også opstå i voksenalderen som følge af livsomstændigheder.

  • Tidlige oplevelser af utryg tilknytning, hvor barnet har oplevet forladthed eller usikkerhed i relationer.
  • Pludselige tab eller traumer, såsom død, skilsmisse eller adskillelse fra en vigtig person.
  • Overbeskyttende opvækst, hvor personen aldrig har lært at være selvstændig.
  • Personlighedsmæssig sårbarhed, hvor frygt for afvisning og ensomhed er dominerende.

Mange oplever, at angsten for adskillelse forværres, hvis de gennemgår stressende perioder eller har haft tidligere svigt i relationer.

Undertyper af separationsangst

1. Barndommens separationsangst

Ses typisk hos børn, der har svært ved at adskille sig fra forældre eller primære omsorgspersoner.

  • Angst for at blive forladt eller miste en forælder.
  • Modstand mod at sove alene eller gå i skole.
  • Fysiske symptomer som mavepine, hovedpine eller kvalme ved adskillelse.

2. Voksen separationsangst

Optræder i relationer, hvor personen har svært ved at være adskilt fra en partner, ven eller familiemedlem.

  • Overdreven behov for kontakt og bekræftelse.
  • Angst for, at relationen ophører, eller at den anden forsvinder.
  • Undgåelse af aktiviteter, der kræver selvstændighed.

3. Separationsangst efter tab eller traume

Kan opstå efter en voldsom oplevelse, hvor personen udvikler en stærk frygt for at miste igen.

  • Angst for at opleve endnu et tab.
  • Konstant vagtsomhed og overbekymring for andres sikkerhed.
  • Overdreven kontrol over relationer for at undgå adskillelse.

Symptomer på separationsangst

Kropslige symptomer

  • Indre uro, rastløshed og anspændthed.
  • Søvnforstyrrelser og mareridt om at miste nogen.
  • Fysiske reaktioner som hjertebanken, mavesmerter og kvalme ved adskillelse.

Følelsesmæssige symptomer

  • Overvældende frygt for at være alene.
  • Panik, tristhed eller vrede ved separation.
  • Stærkt afhængighedsforhold til bestemte personer.

Tankemæssige og adfærdsmæssige symptomer

  • Overdreven bekymring for andres sikkerhed.
  • Behov for konstant kontakt eller bekræftelse.
  • Undgåelse af selvstændige aktiviteter eller relationer.

Når symptomerne bliver ved – behovet for regulering

Separationsangst kan skabe en ond cirkel, hvor angsten for at miste forstærker afhængigheden af andre, hvilket igen øger frygten for adskillelse.

  • Neuroaffektiv psykoterapi styrker evnen til at skabe indre tryghed og regulere følelser.
  • Gradvis eksponering for adskillelse hjælper hjernen med at lære, at separation ikke er farlig.
  • Arbejdet med selvstændighed og selvomsorg mindsker behovet for konstant ekstern tryghed.

Når hjernen lærer, at relationer kan være stabile, selv når der er afstand, vil angsten gradvist aftage.

Opsumering

Akut stress er kroppens hurtige reaktion på belastning og aktiverer kamp-, flugt- eller frysresponsen. Det kan give hjertebanken, anspændthed og koncentrationsbesvær. Kortvarig stress er ufarlig, men gentagen stress kan skabe ubalance i nervesystemet. Regulering sker gennem vejrtrækning, kropsbevidsthed og relationer. Neuroaffektiv psykoterapi hjælper med at genskabe ro og balance.