Uvirkelighedsfølelse

En dybere forståelse af uvirkelighedsfølelse

Uvirkelighedsfølelse er en oplevelse af, at omgivelserne eller ens egen krop og bevidsthed føles fremmed, sløret eller adskilt fra virkeligheden. Det kan opleves som om man ser verden gennem en glasrude, som om alt er drømmeagtigt, eller som om man ikke helt “er til stede i sig selv”.

Nogle beskriver det som at være til stede i sin egen krop uden egentlig at kunne mærke den, mens andre oplever, at omgivelserne virker fjerne, flade eller kunstige. Tilstanden kan vare fra sekunder til timer – og i nogle tilfælde længere – og den kan opstå pludseligt eller gradvist.

Uvirkelighedsfølelse er ikke et tegn på, at man er ved at “miste forstanden”, men snarere en psykologisk og neurologisk forsvarsmekanisme. Den opstår ofte i perioder med stress, angst, traumer eller følelsesmæssig overbelastning, hvor nervesystemet søger at beskytte individet mod overvældelse.

Hvordan uvirkelighedsfølelse påvirker mental sundhed

Uvirkelighedsfølelse kan være stærkt foruroligende, især når man ikke forstår, hvad der sker. Mange bliver bange for, om de fejler noget alvorligt, om de “er ved at blive sindssyge” eller miste kontakten til virkeligheden. Denne angst for tilstanden kan forstærke den og skabe en ond cirkel.

Samtidig kan følelsen af afstand til verden, ens egne følelser eller krop give anledning til tomhed, ensomhed og tvivl om, hvad man egentlig oplever. Over tid kan det føre til undgåelsesadfærd, nedtrykthed og tab af lyst og retning.

Det er vigtigt at vide, at uvirkelighedsfølelse ikke i sig selv er farligt. Det er en signaltilstand, der viser, at kroppen og sindet forsøger at regulere noget, der opleves som for meget.

Årsager til uvirkelighedsfølelse

Uvirkelighedsfølelse kan have flere årsager, og ofte opstår den i en kombination af følelsesmæssige, kropslige og kognitive belastninger.

Tilstanden ses ofte i forbindelse med: – akut eller langvarig angst
– panikanfald
– stress og overbelastning
– søvnunderskud
– traumer og dissociative tilstande
– følelsesmæssig frakobling i svære relationelle oplevelser

Det er kroppens og hjernens måde at beskytte sig mod en oplevelse, der føles for intens, for smertefuld eller for truende. Ved at “lukke lidt ned” for sanseindtryk, følelser og nærvær forsøger systemet at dæmpe det ubehagelige. Men når denne strategi fastholdes, opleves den som desorienterende og skræmmende.

Rolle af autonomt nervesystem

Det autonome nervesystem spiller en central rolle i udviklingen af uvirkelighedsfølelse. Når kroppen ikke kan flygte fra eller kæmpe imod en situation, som føles truende, kan den i stedet gå i frys – en tilstand af immobilisering, hvor aktiviteten sænkes og bevidstheden bliver diffus.

Denne frys-respons aktiverer en særlig tilstand i nervesystemet, hvor kroppen forsøger at overleve ved at “tjekke ud”. Det kan give følelsen af at være til stede uden at være der – som om man ser sig selv udefra eller oplever verden gennem en tåge.

Ved at støtte systemets evne til at regulere og komme tilbage i bevægelse, kan man ofte gradvist mindske uvirkelighedsfølelsen og genvinde kontakt med krop, sanser og omgivelser.

Limbiske systems indflydelse

Det limbiske system bearbejder følelser og lagrer erfaringer. Når det limbiske system registrerer fare, men ikke kan finde en vej til følelsesmæssig regulering, kan det aktivere en dissociativ mekanisme, som fjerner individet fra oplevelsen.

Det sker især, hvis følelser som frygt, skam, hjælpeløshed eller afmagt er til stede uden mulighed for at blive mødt eller bearbejdet. Kroppen forsøger at beskytte sig mod det følelsesmæssige pres ved at “frakoble” bevidst kontakt til det, der sker.

Denne frakobling opleves som uvirkelighed. Den er ikke villet, men en konsekvens af en indre regulering, der forsøger at skabe sikkerhed i en overvældende situation.

Præfrontale cortex og fortolkning af oplevelsen

Den præfrontale cortex forsøger at skabe mening i det, vi oplever. Når man mærker uvirkelighedsfølelse, forsøger hjernen ofte at forstå, hvad det er, og hvorfor det sker. Det kan føre til grubleri, katastrofetanker og øget angst.

Når præfrontal aktivitet ikke længere er i stand til at korrigere det oplevede med logik og refleksion – fordi den er koblet fra under belastning – forstærkes følelsen af ikke at kunne stole på sin egen virkelighed.

Gennem følelsesmæssig støtte, psykoedukation og genopbygning af tillid til kroppens signaler kan den præfrontale cortex genvinde sin evne til at danne sammenhæng og skabe ro.

Behandling og regulering af uvirkelighedsfølelse

Behandlingen af uvirkelighedsfølelse handler om at skabe kontakt, forankring og tryghed. Det vigtigste er ikke at “fjerne” tilstanden hurtigt, men at forstå og møde den med nænsomhed.

Veje til regulering kan være: – psykoedukation og normalisering af oplevelsen
– kropslige øvelser og sansetræning
– opmærksomhedsøvelser og jordforbindelse
– relationel støtte og følelsesmæssig spejling
– blid terapeutisk bearbejdning af underliggende årsager
– fokus på vejrtrækning og nærvær i nuet

Ofte hjælper det at begynde i det ydre – registrere omgivelser, mærke kroppen, sætte ord på sansninger – før man arbejder med de indre temaer. Med støtte og tålmodighed kan uvirkelighedsfølelse forvandles fra noget skræmmende til et signal, der peger på behov for omsorg, kontakt og regulering.

Uvirkelighedsfølelse i forskellige livsfaser

Uvirkelighedsfølelse kan opstå i alle aldre, men opleves ofte forskelligt. Hos børn kan det vise sig som dagdrømmeri, følelsesmæssig fravær eller “ikke at være til at komme i kontakt med”. Hos unge kan det optræde som et forsvar i identitetsudvikling, stress eller angst. Hos voksne og ældre ofte som følge af overbelastning, tab, sygdom eller traumer.

I alle livsfaser er det vigtigt at møde uvirkelighedsfølelsen med forståelse, ikke med krav om forandring. Når kroppen og sindet føler sig mødt og ikke længere skal beskytte sig mod at mærke, kan kontakten gradvist genskabes – og virkeligheden føles igen levende og nær.